Spejlet

Forleden formiddag så jeg mig selv i det smukkeste spejl. Øjnene der mødte mig i spejlet, var fyldt med tårer. Sårbarheden havde vundet over alle de skjold, alle de lag af beskyttelse, angsten og smerten havde lagt om hjertet. Endelig. Øjnene talte i tydelige ord, om al den smerte der ikke ville føles og skylden over ikke længere at kunne holde den i strakt arm. Superkvinden. Hun var væk. Tilbage var de åbne tårevædede øjne. Den lille sårbare pige. Det store åbne hjerte. Se mig, hviskede det. Pas på mig.

Hun kunne slet ikke se hvor smuk hun var. Så åben. Så bange. Så smuk. Jeg holdt hendes hjerte, blot et øjeblik. Så hun kunne se hvor smukt det var. Så åbent. Helt uden skjold.

I spejlet så jeg mig. Men det var ikke mine øjne. Ikke min sårbarhed. Ikke mit åbne hjerte. I spejlet så jeg hende jeg ikke tør være. Hende der er langt stærkere end hun tror. Hende der tør give slip på alle sine våben og alle sine skjold. Hende der ikke engang kan se hvor smuk og stærk hun er. Så åben og sårbar. På vej til at kunne mærke verden og lade verden mærke hende.

I spejlet indså jeg min egen svaghed. Men jeg viste den ikke. Jeg er ikke modig nok. Slet ikke så stærk som hende. Men stærk nok til at favne den sårbare lille pige og sende hende ud i verden. Åben og parat.

Jeg forlod spejlet, med de nu livsparate øjne, mærket af forløsningen, der ikke var min egen. Jeg er ikke stærk nok. Endnu.