Feminin energi
Har vi kvinder mistet forbindelsen til vores feminine kerne? Og er det i virkeligheden mangel på feminin energi der giver os de udfordringer vi har i livet og vores parforhold?
Jeg vil vove den påstand at rigtig mange kvinder går med en indre længsel efter at komme mere i alinement med deres feminine urkraft, i stedet for at sætte sig på kongens trone og tro at den bedste måde at beherske livet, er at gribe den maskuline krone og dermed opnå, om end maskeret, succes!
Der var engang en klog mand der sagde at hvis Verden var ledet af kvinder, så ville der være langt færre krige og dermed meget mere fred. Både fordi vi kvinder oftere er bedre til at snakke om tingene, besidder et større omsorgsgen, hjælper hinanden og oftere ignorerer eller bagtaler dem vi ikke kan lide – i stedet for at skændes med dem – up-front. Feminin energi ❤
Det er der i øvrigt også masser af arbejdsgivere der efterhånden har fattet og føler sig draget til at besætte visse stillinger med feminin energi. Ikke for at opfylde kvoter eller fremstå moderne, men fordi de har opdaget den store fordel der er ved at indføre de feminine gevinster i virksomheden på strategiske poster.
Men hvad fanden hjælper det, hvis alle de kvinder der ansøger, oser af maskulin energi og dermed sætter sig for at udkonkurrere mændene på deres medfødte urkraft?
Her vil der nok være nogle læsere der tænker – hvad fanden bilder hun sig ind at være så sexistisk.. Og ja, det bilder jeg mig ind og jeg taler faktisk for at vi i stedet for at kæmpe med næb og kløer for at være så ens som muligt, qua det køn vi har, udnytter vores iboende feminine og maskuline urkraft på bedste vis, i erkendelse af at vi er forskellige og accepterer at netop DET FAKTUM gør os stærke SAMMEN!
Hver evig eneste dag, hører jeg den ene kvinde efter den anden på råbe sig retten til at svine sin egen eller venindens mand til, fordi han ikke støvsuger, aldrig tager hende begærligt på køkkenbordet, aldrig gør noget ud af sig selv, aldrig leger med børnene osv osv..
Tænk sig al den energi der bliver brugt på at nedsable vores mænd, blot fordi de er mænd. Al den energi vi i bund og grund kunne bruge på at blomstre i vores feminine kerne, hvilket muligvis kunne løse mange af netop de udfordringer samspillet med vores mænd giver os. For når vi finder ind i vores feminine energi, skal vores mænd ikke konkurrere med den maskuline energi vi udsender og han vil dermed helt automatisk vokse i sin egen maskuline urkraft – og det til helt nye højder!
Jeg tror faktisk at mange af os kvinder havner i en selviscenesat fælde af martyrisk ophøjethed, fordi vi forsøger at navigere i en form for tvekønnet energi – dvs. vi klamrer os til de tillærte maskuline træk, vi føler skal til for at klare sig i verden, samtidig med at vi også skal forsøge at agere i den feminine kraft som omsorgsgiver og sensuelt legende væsen. Men guess what – det fungerer ikke! Mange af os kvinder er tydeligt pressede og udkørte over ikke at kunne leve op til vores forventninger til os selv og vores partner – og det er der ski da ikke noget at sige til! For hvem kan skifte fra hardcore ”Boss of household” til sexet ydmyg ”missekat” på 2 minutter?
Jeg føler mig derfor kaldet til at råbe op til alle jer kvinder derude som kan genkende jer selv i det hektiske hamsterhjul vi kalder hverdagen, hvor I føler jer som familiens styrmand – den der sørger for det hele kører – den som konstant er i kontrol og ansvarlighed – den der aldrig kan tillade sig at slappe af..
STOP!
STOP med konstant at gå ind i den maskuline energi, der dræner dig så meget at du koger over hvert andet øjeblik i martyrrollens altopofrende selvmedlidenhed! ”Her går jeg og ordner alting for at familien og huset kører på skinner og hvad får jeg tilbage? – han kan ikke engang tage sig sammen til at ….” – kender du følelsen? Følelsen af bitterhed der æder dig op indefra og du opdager dig selv stå med bukserne på og vifte med din pegefinger mens skyld og brok flyder ud af din mund og øjnene delvist lyner og delvist har et halvdødt udtryk.. Og egentlig drømmer du bare om at kunne give SLIP og bare være. Nærværende, sensuel og kærlig. I feminin energi.
GIV SLIP!
Giv nu slip og find tilbage i den sensuelle, legende, flyvske, kreative, nærværende, omsorgsfulde, kærlige, lette feminine urkraft, for din egen skyld, for din partners, for dit køns, for dine børns og for samfundets.
Det er tid til at vende tilbage til den feminine energi..
Tid til at finde vejen ind til den iboende medfødte feminine kerne, så du kan give slip på al den maskuline kontrol der har overtaget alt for stor en del af dig. Tid til at vende tilbage til grundkernen og opleve at du både selv og dine omgivelser vil blomstre op og nå helt nye højder på trivselsbarometeret.
Der sker nemlig det, når vi går ind i vores feminine energi, at:
Vi bliver hende der siger pyt
Vi bliver hende der spreder kærlighed
Vi bliver hende alle gerne vil ansætte
Vi bliver hende der er seksuelt tiltrækkende
Vi bliver hende der er spændende
Vi bliver hende der griner
Vi bliver hende alle de andre kvinder vil være
Og når vi bliver HENDE, vil omgivelserne ikke holde sig tilbage med positiv respons – din mand genfinder sin maskuline urkraft, dine børn mærker dit nærvær, der opstår seksuel energi imellem dig og din partner, du tiltrækker gode ting, du kan grine selvom huset roder osv. osv.
.. og alternativet burde egentlig være incitament nok til at gå på opdagelse og jagte sin indre feminine kraft – der er nemlig ingen der gider at samarbejde med en martyr – og da slet ikke dyrke sex med én.
Ingen kommentarer